Hvorfor Reg Lab?
De regionale vækstbetingelser har aldrig været vigtigere.
Globaliseringen betyder, at en stor del af ansvaret for Danmarks
velstand og velfærd flytter ud i det regionale Danmark. Danmark
skal leve af, at kommuner, regioner, videninstitutioner,
virksomheder og erhvervsrådgivere i fællesskab formår at skabe
unikke videnmiljøer og kompetencer. Det vil sige viden, der er
robust over for den globale konkurrence. Mange af de regionale
udfordringer kræver nye løsninger.
Uddannelsesinstitutionerne skal fx udvikle sig til være
videnspartnere for erhvervslivet. Kommunerne skal udvikle særlige
serviceydelser for innovative iværksættere. De nye regioner skal
udvikle nye typer af videncentre for de regionale
styrke-positioner. Universiteterne skal sammen med erhvervsliv og
"brobyggere" udvikle nye kanaler til videndeling og samarbejde. De
nye Regionale Vækstfora skal forme nye, ambitiøse regionale
vækststrategier baseret på fakta om regionen og på viden om mulige
erhvervspolitiske løsninger.
I denne omstillingsfase har de regionale aktører brug for
viden og inspiration:
- Hvad gør man i de mest konkurrencedygtige udenlandske regioner
og videninstitutioner?
- Hvem gør det bedst i Danmark, og hvordan ligger den enkelte
region i forhold til sammenlignelige regioner?
- Hvilke typer af initiativer virker i forskellige
sammenhænge?
- Hvad er succeshistorierne i Danmark og i udlandet, og hvad kan
danske regioner lære af det?
Det er blandt andet disse kritiske spørgsmål vi søger svar på i
REG LAB.